Slagtermester Otto Lau køber i 1963 Damgården, hvor han stifter rideskolen, som året efter bliver til Avedøre Rideskole og til sidst den Hvidovre-Avedøre Rideklub, vi kender i dag. I 1977 forpagter Otto Laus datter Marian Lau rideskolen og i 1980 køber hun Damgården, som hun driver til 1994.
– husket af Marian Lau
Min far, der både havde slagterforretning og møntvaskeri, var en rigtig igangsætter og havde gennem vores rideundervisning på Ballerup Rideskole fået interesse for at starte en rideskole selv. Den skulle være med ponyer og på det tidspunkt havde man kun få ponyer i Danmark og ganske få rideskoler med ponyer, så denne rideskole skulle blive en af landets første ponyrideskoler.
I sommeren 1960 startede vi med at lede efter en velegnet ejendom, og den viste sig at være ret svært at finde. Da far havde slagterforretning på Brøndbyøster Torv, var det nærliggende at starte eftersøgningen i Brøndbyøster. Valget faldt på en gård i det gamle Brøndbyøster, hvor der i dag er børnehave. Der var stald, og vi fik etableret en ridebane, men intet ridehus. Så manglede vi bare ponyerne…
Vi bestilte seks vilde New Forrest ponyer hjem fra England gennem Helge Schwartz fra Amager Ponyklub; Tre vallakker og tre hopper, der var i fol. At få seks uredne heste hjem fra England i en jernbanevogn var en særlig oplevelse. De var bange for mennesker og vi måtte fange dem i jernbanevognen med bådshager. De tre hopper og den ene vallak red jeg selv til og de to andre vallakker blev sendt ud i byen til tilridning.
Særligt vallakken Fonteyn var en historie for sig. Han kom med i togvognen i stedet for en anden vallak, der stak af umiddelbart før afrejsen. Han opnåede i sin levetid at blive “Dansk Mester” både i dressur og i spring. Lis Pedersen vandt mesterskabet på ham ridebanespringning og nogle år senere vandt Lars Jørgensen mesterskabet i dressur. Fonteyn har også været på det danske hold til Europamesterskabet for ponyer med Ulla Poulsen. Han står som den mest markante hest i rideskolens historie, selvom vi i årenes løb havde mange nævneværdige.
Herudover købte vi også to ponyer i Danmark: Trigger, der lagde sig ned, hver gang man ville have den til noget, den ikke havde lyst til og Doctor, der led af kronisk hoste. Herudover fik vi hurtigt tre dejlige føl, Bingo, Bambina og Chock. Så da vi var klar til rideskolestart d. 1. april 1961 havde vi hele 11 ponyer og der kom flere til efterhånden.
At starte en rideskole op fra bunden var ikke let. I starten var al ridning gratis, da ponyerne ikke var begynderheste. De skulle lære at gå rundt efter hinanden og lade være med at smide børnene af. Stigbøjler var bandlyst, så da vi efter et års tid skulle til at bruge bøjler, kunne børnene slet ikke finde ud af det. Så snart de så deres snit til det, blev bøjlerne smidt og de følte sig straks på hjemmebane.
Da efteråret nærmede sig var det på tide at se os om efter andre faciliteter, da det ville være vanskeligt at drive rideskole uden ridehus vinteren igennem. I efteråret 1961 flyttede hele foretagenet derfor fra Brøndbyøster til Damgården i den gamle Avedøre Landsby, overfor gadekæret. Det var en 200 år gammel gul firelænget stråtækt gård samt en lade, der kunne fungere som ridehus.
Selve flytningen foregik ved at børnene red ponyerne til de nye lokaliteter, føllene blev trukket bagved de voksne heste og alt andet løsøre (der var ikke så meget dengang) blev kørt bagefter i vores bil. På det tidspunkt var Byvej kun en smal landevej med grøfter i begge sider. Der kørte ingen busser, så togstationen i Brøndbyøster var vores nærmeste offentlige transportmiddel. Laden, som vi brugte til ridehus, lå der, hvor Byvej i dag løber og vores ridebane lå parallelt ved siden af. For enden af laden havde vi en skøn lille stald med tre store bokse, samt plads til et par små ponyer i spiltov. På den anden side af Byvej havde vi en dejlig stor springbane.
Året efter fik vi besked på at vejen skulle udvides og den skulle gå lige igennem vores “ridehus”, hvilket var årsagen til, at vi byggede det første mindre ridehus. Det var kun de store rideetablissementer, der dengang havde ridehus. De mindre steder måtte nøjes med en gammel lade eller en udendørs ridebane, så det var fornemt.
I 1964 stod ridehuset færdigt og der kom rigtigt gang i rideskolen. Allerede i løbet af det første år i Avedøre, afviklede vi 27 ugentlige hold og på de fleste hold var der cirka 15 ryttere. Vi havde allerede på det tidspunkt over 25 rideskoleheste og -ponyer. Avedøre Rideskole har altid været stedet, hvor alle slags mennesker kom og det sociale samvær førte i flere tilfælde til livslange venskaber, som endnu i dag bliver dyrket og det er netop en af årsagerne til den succes, rideskolen har haft gennem tiden.
I 1964 blev det første landsdækkende ponystævne afviklet. Vi syntes, det kunne være morsomt at invitere ponyklubber fra Jylland og Fyn. Ganske vist havde vores daværende konkurrenceryttere meldt sig ind i Sportsrideklubben for der at deltage i de første rigtige ponystævner, men det var meget lokalt omkring København, så man kendte intet til rytterne fra det øvrige land.
Ridestævnet blev en stor succes, men vi fik Dansk Rideforbund på nakken, for man må ikke afholde landsdækkende ridestævner, som ikke er i klubregi. Derfor besluttede en gruppe ryttere og forældre at stifte rideklubben Avedøre Rideklub. Det var blandt andre Birger Granager, Ole Simonsen, Tage Vogelsang, Jens Bach Petersen og min far Otto Lau.
Det første klubmøde blev afholdt i stalden på Stevnsbogård. Jeg var ikke selv tilstede, så jeg kan ikke referere nærmere om forløbet, men så vidt jeg husker, blev Jens Bach Petersen klubbens første formand. Han afløstes senere af Tage Vogelsang og også Ole Simonsen blev en højt skattet formand.
Rideklubbens start var samtidig begyndelsen på en dejlig tid med mange invitationer til lokale stævner for vores ryttere. I omegnen var der mange små klubber, der var interesserede i et samarbejde helt nede på rideskoleplan. Vi lavede specielle dressurprogrammer som alle kunne ride og i springning gravede vi forhindringerne ned, så næsten alle - øvede som uøvede - kunne deltage. Stævnerne startede næsten altid med dressur lørdag, rytterfest om aftenen og springning om søndagen.
Avedøre Rideklub afholdt tre vintertræningsstævner, hvor der også var deltagere fra naborideklubberne. Derudover var der altid et forårsstævne og et efterårsstævne, der blev afholdt på springbanen på den anden side af Byvej. Først senere fik vi lov til at leje banerne på Stavnsbjergvej.
Til fastelavn afholdt vi (efter tøndeslagning til fods) også ringridning med trækkere til de mindste ryttere. Det var næsten altid en succes, da det ofte viste sig, at det ikke var den bedste rytter, men den med det bedste øjemål, der vandt.
På et tidspunkt var det også populært at ride rundt til forskellige mål. Målet kunne være ryttere, der boede i nærheden, Jens Bach, der boede på Bakkegården i Brøndbyøster, eller et af kommunens plejehjem. Rytterne var udklædt, og der vankede altid lidt til både ryttere og heste.
Vi havde også efterårsjagterne på stubmarkerne, som sluttede af med opløb efter rævehalerne, der sad på skuldrene af to ryttere, der red som “ræve”. De opløb kunne være meget underholdende og til tider meget vilde, men rytterne nød den “vilde” jagt.
En anden fast tradition var min fars fødselsdag den 28. november. Denne dag blev benyttet til at vise de færdigheder, de forskellige ryttere havde fået i årets løb. Bl.a. blev der redet kvadrille med otte ekvipager! Det var mange i vores ridehus, der kun var 16×36 m, men det gik alligevel. Der var også en meget fin pas-de-deux til blomstervalsen af Tchaikovsky med to af vores bedste ponyekvipager. Min far blev altid meget rørt,og han elskede at sidde oppe på kontoret i ridehuset og nyde opvisningen.
Julemåneden på rideskolen var altid noget særligt. Børnene fik lov til at pynte op i stalden, så man ikke kunne se hestene for bar glimmer, gran og nisser. Hestene havde julekalendere med gulerødder og andet guf, men ofte var det væk før beregnet, da hestene ikke selv var klar over, at det hele ikke skulle spises på en gang.
Det store juletræ i midten af ridehuset blev altid sat op dagen før sidste søndag inden jul, for denne dag blev der afholdt julefest for børn og heste. Jeg mindes stadig dansen om juletræet, hvor hestene var udklædt med røde nissehuer og det var altid hestepasserne, der trak hestene rundt om træet. I sidste ridetime før jul skulle der leges. Fantasien var stor, for der er mange måder at lege til hest på. Kongeløber, seksdagesløb… Der var altid ryttere, der havde større mod end andre og dette blev vist til jul, når der skulle springes uden sadel og uden hovedtøj med hænderne ud til siden. Jeg tror ikke, at der er så mange i dag, der tør det, men det var der dengang.
Der var altid ridning juleaftensdag, men 1. juledag holdt vi lukket, så 2. juledag var hestene meget friske. Alle de ryttere, der havde lyst kunne møde op 2. juledag, hvor juletræet blev plyndret og dernæst lagt ned. Og så blev der bygget en bane. Alle, der havde mod og lyst, fik en hest at springe på,og det var ikke kedeligt at se på, for det skete af og til, at en rytter måtte en tur i bunden.
Jeg kunne blive ved i det uendelige med erindringer fra rideskolens tid…
I 1986 brænder Damgårdens bygninger med undtagelse af ridehuset. Hvidovrebladet bringer følgende artikel den 1. oktober 1986:
Får rideskolen lov at fortsætte?
Hvidovre kommune skal godkende en nyopførsel af Avedøre Rideskole, der i søndags brændte ned til grunden. Alle 34 heste blev reddet, men 2 kattekillinger omkom i flammehavet på den stråtækte gård. Brandårsagen ikke fastlagt.
"Så længe vi ikke stryger flaget, kører vi videre. Og vi vil godt understrege, at undervisningen fortsætter allerede i dag"…
Det sagde Søren Lemming og Marian Lau om mandagen, dagen efter deres hjem og arbejdsplads – Avedøre Rideskole – var brændt ned til grunden. Indehaverne af Avedøre Rideskole – Søren Lemming og Marian Lau gik nedtrykte bort, mens brandvæsenet forsøgte at få bugt med ilden i søndags. Men de var begge enige om at køre skolen videre allerede dagen derpå.
"Det eneste der for alvor bekymrer os i dag, er, at vi ikke ved om kommunen vil give os lov til at fortsætte med en genopbygget rideskole. Sagen er den, at gården har fået lov at ligge i byzonen, fordi den var skønnet bevaringsværdig. Så vi er blevet orienteret, kan kommunen nu nægte en genopførsel, fordi man ikke må nyopføre skolen som erhverv i byzonen. Men mon ikke vi møder velvilje hos politikerne. Vi holder trods alt et sted med mellem 400-500 børn og unge med beskæftigelse fra morgen til aften, siger Marian Lau".
Marian Lau har hos sit forsikringsselskab fået bekræftet, at rideskolen er tilstrækkeligt forsikret. Vi nytegnede gudskelov forsikringen for 2 år siden… Parret udtrykte i øvrigt stor taknemlig for den enestående hjælp alle beboere i området plus enkelte tamiler fra den nærliggende asyllejr har ydet. Størstedelen af parrets indbo blev reddet. Foreløbig kan familien bo i 4 campingvogne på gården stillet til rådighed af ISS-rengøringsselskab. KTAS har udlånt telefoner og landsbyens beboer har hjulpet med tøj.
Brandårsagen var endnu ikke fastlagt tirsdag formiddag.
Damgården BLIVER genopbygget (dog uden stråtag) og er atter klar til brug for rideskolen og beboelse i februar 1988. Fra januar 1993 bliver Damgården udlejet som rideskole til Avedøre Rideskole, men i 1994 sælger Marian Lau gården til boligformål og rideskolen bliver omdannet til private andelsboliger. Rideklubben består dog på adressen Byvej 98.
Den 22. februar 2002 var der standerhejsning på staldene og ridehuset på Avedøre Slettevej, hvor både Hvidovre-Avedøre Rideklub og rideskolen nu bor. Staldbygningen kan huse 12 ponyer og 16 store heste og ridehallen og ridebaner masser af stævner med deres internationale mål. Ridecentret som helhed blev indviet den 13. September 2002, hvor rideklubben indbød til stort hesteshow og efterfølgende fest. I januar 2024 tog HVR skridtet til at starte en helt ny disciplin, nemlig indenfor kæphesteridning.
