Rideskolen holder sommerferie...

16-07-2021

...men det betyder ikke, at der er øde og stille...

Lørdag d. 3. juli sluttede vi et noget anderledes rideskoleår med intro.kursus for 16 kommende mini- og begynderryttere. En herlig eftermiddag med glade børn og engagerede forældre!

Da de sidste ryttere var kommet af sadlen, blev vores kære heste lukket ud på foldene til 8 dages velfortjent sommerferie på døgnfold - og allerede mandag morgen var der gang i hovedrengøringen og en længe ønsket/ventet forbedring i stalden:

Torsdag d. 8. juli mødtes en lille flok af HVRs frivillige og flere fra bestyrelsen til en opgave, vi længe har glædet os til: Der skulle lægges gummimåtter i alle hestebokse og på staldgangen. 

Der er mange fordele forbundet med at få gummimåtter på staldgulvet. Selv det tykkeste lag bundstrøelse vil uundgåeliget blive skubbet rundt og kan efterlade "bare pletter", så hestene kan ende med at stå eller ligge direkte på det kolde betongulv. Med gummimåtter i boksene er vi sikre på, at hestene altid har et blødt og isolerende underlag, så de kan stå eller ligge blødt, varmt og tørt. Udover at være bløde og isolerende, er gummimåtterne gode for hovene, sener og led, da de giver bedre stødabsorbering. 

Hestene skal selvfølgelig stadig have bundstrøelse til at suge div. væsker (læs: tis og l**t), men i mindre mængder, så på den lange bane kan vi spare en del på strøelse og arbejdstimer til mugning; Måtterne er lette at  vedligeholde, da de kan spules rene og vores indeklima bliver mere behageligt, da mindre strøelse giver mindre støv.

Måtterne er skridsikre, så nu behøver vi ikke bekymre os om, at heste og mennesker skøjter rundt på et glat betongulv.

Sidst, men ikke mindst; Måtterne virker også lydisolerende og modvirker hovskraberi, så der bliver mere ro i stalden!

I får her nogle billeder fra dagen - og vi skal hilse og sige fra dem, der udførte arbejdet:

På et senere tidspunkt laver vi et galleri med videoer og flere billeder - men lige nu driller vores teknik lidt...

         

         

 

Terrassen fik også en velfortjent overhaling:

         


Vi håber I vil fryde jer over den forbedrede stald - og den pæne terrasse!

Fortsat god sommer
Mvh Bestyrelsen