På HVR går vi op i, at vores heste og ponyer trives. De skal have gode rammer, pauser og ordentlig pasning.
Derfor arbejder vi med hestevelfærd hver dag – både i stalden og i undervisningen.
Masser af foldtid
Vores heste kommer hver dag på store folde, hvor de kan bevæge sig frit, få frisk luft og være sammen med andre heste. Det giver dem mulighed for at bevæge sig naturligt og have social kontakt med hinanden.
Maks to rideture om dagen
Vores elevheste går to ridehold om dagen. Det er vigtigt for os, at hestene ikke bliver overbelastede, og at de stadig har overskud til arbejdet.
Fridage og pauser
Alle vores heste har mindst én fridag om ugen. Hvis en hest har været til stævne eller haft en ekstra aktiv dag, sørger vi også for at den får en rolig dag bagefter.
Dyrlæge, smed og behandling
Vi har løbende fokus på hestenes sundhed. Hestene bliver jævnligt tilset af dyrlæge og smed, og hvis en hest har brug for det, får den også massage eller anden behandling. Vores sadler bliver jævnligt tilpasset og efterset af en sadelmager, så de passer ordentligt til hestene.
Vi matcher hest og rytter
Vi forsøger altid at finde en god kombination mellem hest og rytter. Vi tager hensyn til rytterens niveau, størrelse og balance samt hestens temperament. Vi arbejder også med vejledende vægtgrænser, så hestene ikke bliver belastet unødigt.
Variation i arbejdet
Hestene laver ikke kun det samme hele tiden. De kan også arbejde med bomme, tage på ture, lave miljøtræning, jordarbejde eller have rolige dage. Variation er godt for både kroppen og hovedet.
Ponypiloter
På HVR har vi vores Ponypiloter, som er børn og unge der hjælper ekstra med ponyerne. De giver grundig strigling og pleje med fx hovolie og halebalsam og er med til at sikre, at ponyerne bliver passet godt på i hverdagen. Man er ponypilot for en fast pony, så man lærer den godt at kende og hurtigt kan reagere, hvis noget virker anderledes end normalt.
Dagligt tilsyn
Vi har ansat dagspersonale, som hver dag holder øje med hestene og deres trivsel. Det betyder, at vi hurtigt opdager hvis en hest har brug for ekstra opmærksomhed. Undervisere, personale, frivillige og ryttere hjælper også med at holde øje med hestene i hverdagen. Hvis en hest virker træt eller ikke helt sig selv, kan den blive taget ud af undervisningen og få en rolig dag
Introkurser for børn
Nye børn starter med et introkursus, hvor de lærer at strigle, sadle op og omgås hestene på en rolig og sikker måde. Det giver en god start for både børn og heste.
Undervisning med fokus på hesten
I undervisningen har vi fokus på rolig og korrekt ridning. Vi arbejder med balance, lette hjælpere og respekt for hesten, så ridningen bliver så behagelig som muligt for hestene.
Undervisningen bliver tilpasset den enkelte hest. Nogle heste går mere rolige hold, mens andre går lidt mere krævende undervisning.
Rolig omgang i stalden
Vi har fokus på rolig omgang med hestene i stalden. Det betyder blandt andet, at vi undgår løb og høje lyde omkring hestene. Når man håndterer en hest, er man som udgangspunkt én person omkring den – eventuelt med én hjælper. På den måde undgår vi, at der står mange mennesker omkring samme hest, da dette unødigt kan stresse hesten.
På HVR lærer man ikke kun at ride, men også at forstå og passe heste. Respekt og omsorg for hestene er en vigtig del af fællesskabet i klubben.