Trinvis genåbning af HVR - hvordan er de første uger gået?

18-05-2020

Status efter de første uger

Generelt set er det gået langt bedre, end vi turde håbe på: Underviserne melder tilbage, at rideskolerytterne og deres familier tager de ændrede forhold med et smil, godt humør og gå-på-mod. Det er rigtig dejligt at høre!

Vi skrev i genåbningsmailen, at hestene godt kan være lidt friske, når de rides udendørs, men også her melder underviserne, at selv om de er opmærksomme og fremadgående, så opfører de sig i det store hele eksemplarisk. Et par ryttere har oplevet nogle helt udramatiske "ufrivillig afsidninger", men det kan jo også ske, når der rides i ridehuset.

Det er sket et par gange, at underviserne har måtte løfte en rytter på og af hesten - derfor skal vi minde jer om, at det i øjeblikket er en forudsætning for ridningen at vores ryttere er selvhjulpne: D.v.s. at rytteren selv skal kunne komme I sadlen og af igen . Man er velkommen til at bruge den skammel, der står på banen til det samme. Underviseren kan selvfølgelig sagtens hjælpe med at holde hesten imens, så længe afstandskravet på 1 meter bliver overholdt. Derudover skal vores undervisere ikke belaste deres rygge, arme og ben med at skulle bære ryttere i sadlen.

Det er også vigtigt, at I overholder mødetiderne, så I er klar 5 min. inden I skal ride og forlader HVR umiddelbart efter jeres ridetid. I bedes ogå huske at melde fra, hvis I ikke kan komme. Dette skal ske senest på dagen inden kl. 10.00, på info@hvr-rideklub.dk

Normalt er foråret og forsommeren en travl tid på HVR, med stævner, arrangementer, arbejdsdag, lej-en-hest, miniridelejr og meget andet sjovt. Alle disse aktiviteter har vi savnet i år. Fritidshjem- og handicapridningen er indstillet og vi kan p.t. ikke fylde de tomme pladser på rideholdene. Alt dette kan i høj grad mærkes på økonomien, så Bestyrelsen har sat “fuldt stop” for alle ikke-nødvendige indkøb og investeringer og er i gang med at søge midler fra de fundraisere, støtteordninger og hjælpepakker, hvor vi opfylder ansøgningskriterierne.

Hvad så nu?

Vi havde håbet på, at Regeringens "Genåbningsfase 2" ville åbne lidt mere for fritids- og idrætslivet. Sådan gik det desværre ikke og derfor holder vi fast i den igangværende plan et stykke tid endnu - måske helt frem til 8. juni - alt afhængig af, hvad der meldes ud ifm. Regeringens kommende “Fase 3”. Vi skriver til jer igen, så snart vi ved noget mere!

Vi véd, at I alle længes efter mere ridning, staldlivet m. hygge og hestenus, klublivet, kammeratskabet, stævner, arrangementer og alle de andre ting, der normalt foregår i en aktiv rideklub som HVR. Det gør Bestyrelsen også! Vi ser frem til den dag, hvor vi kan genåbne HVR lidt mere, men beder jer holde ud lidt endnu. Hvis vi hjælpes ad, skal nok komme igennem det hele, alle sammen!

Fortsat god maj til jer alle!
Bestyrelsen